Jokihs Blog

Jokihs Blog

Enden på en (ud)dannelsesrejse

Januar-Marts 2009Posted by Jokih Thursday, January 29 2009 20:22:00

I 2002 gik jeg og var småtræt ... nej ... møghamrende træt af mit job som reklameproducer på radioen. Der var ikke de udfordringer jeg trængte til, og konflikter og samarbejdsproblemer i huset ødelagde lysten til at arbejde. Jeg overvejede om jeg skulle søge på en anden virksomhed i samme branche, men jeg fandt ud af at det faktisk var hele branchen som var blevet kedelig. Jeg havde nok fået stillet min lyst til at arbejde med den slags - men hva så? Hvad skulle jeg lave istedet for? Mig, uden uddannelse, og aldrig haft andet arbejde end radio...

Svaret kom gående ind af døren efter noget tid, som var det sendt fra himlen. Det er først her bagefter jeg kommer til at tænke på, at det var i den periode, at jeg begyndte at snakke med Jakob, en kollega (på det tidspunkt) i Århus, om livet generelt, og vi virkede som om vi var på samme bølgelængde.
En dag hvor jeg var i byen og shoppe, skrev jeg til ham om han kunne anbefale en god bog, og han skrev tilbage, at jeg skulle læse Guddomlige Samtaler af Neale Donald Walsch.
Jeg greb udfordringen, og har siden læst 5 ud af seriens 6 bøger. De var inspirationskilde til at se anderledes på livet, og var lige hvad jeg havde brug for på det tidspunkt.

Jeg læste bl.a. i bøgerne, at det du beder om nok skal komme til dig, hvis det er det du har bestemt for dit liv. Som sagt var jeg klar til forandring fra mit gamle job, og forandringen kom en dag gående ind af døren til mit produktionsstudie.
Han var en slags informationsmedarbejder på Ålborg Universitet Esbjerg, og skulle have lavet radiospots for deres adgangskursus. Her tager man en gymnasiel eksamen på ét år, og får alle de fag man skal bruge, for at kvalificere sig til ingeniøruddannelsen. Han var utrolig smittende i sin fortælling, og vi lavede nogle spots, som ikke havde videre høj standard i produktionsniveau, men havde det til gengæld i budskab.

Han kom tilbage flere gang og skulle have lavet spots, og jeg begyndte at overveje om det var noget jeg kunne, og efter en snak med konen (som dengang var kæreste) besluttede vi at jeg skulle sige mit dødsyge job op, og begynde på noget nyt. Det var i sommeren 2002. Den sommer fyldte jeg 25, og på ønskesedlen stod penalhus, skoletaske, blyanter, og andet skolegrej.

Jeg var klar til at udforske livet på ny, og følte mig fyldt med energi, og den sommer, og over hele det skoleår, mødte jeg flere fantastiske mennesker, som jeg stadigvæk snakker med en sjælden gang imellem. Jeg lærte matematik som jeg aldrig har lært det før, fik interesse for fysik og kemi, og scorede et par topkarakterer i dansk/idehistorie. Det kørte bare.

Da året var omme havde vi taget en beslutning om at flytte til Århus, hvor jeg skulle læse til informations og kommunikationsteknologiingeniør. Vi var parat til at prøve at bosætte os et nyt sted, og vi havde fået hundehvalp. Studiet var dog ikke helt så simpelt som jeg havde forestillet mig, og forholdet var lidt betrængt. Vi flyttede fra hinanden det efterår, men fandt sammen 14 dage efter igen, men boede en tid hver for sig. Majbritt i Esbjerg, og jeg i Århus, hvor jeg fik mig et kælderværelse i Viby, som en rigtig studerende i århus nu har.
Det var dyrt, jeg følte mig ofte ensom, og studiet var svært og egentlig også kedeligt på det tidspunkt. Men også på denne uddannelse mødte jeg nogle fantastiske mennesker, omend sammenholdet var begrænset til få personer.

Da 2. semester gik på held tog jeg beslutningen om at stoppe, og flytte tilbage til Esbjerg, konen og hunden. Vi boede sammen med svigerinden Marianne alle 3 i en lejlighed, hvor vi stadigvæk bor i dag - marianne dog nu i egen lejlighed ovenpå.

Uddannelsesmæssigt var jeg lidt i vildrede, for hvad nu? Valget stod efter nogle overvejelser mellem skolelærer eller pædagog, og det faldt ud til fordel for pædagogen. Jeg tilmeldte mig, og fik brev om at jeg kunne starte i august 2005 på Esbjerg Seminarium, som på det tidspunkt hed CVU Vest, og i dag hedder University College Vest. Den sommer var det, at lægen fandt en lille kræftknude et sted, hvor den slags ikke burde være, og det satte mange tanker i gang, for hva nu hvis....
Heldigvis har der aldrig været noget videre med det siden den blev opereret væk, og jeg går fortsat til kontrol.

Den første dag på pædagogseminariet skulle vi synge morgensang, og jeg tænkte "hvad fanden er det her for noget - det må da være en fejlbeslutning"!
Vi blev delt ud i klasser, og vores lærer lignede Pia Kjærsgård, og igen røg samme tanke igennem hovedet på mig. 27 nye ansigter, og vi var 5 drenge. Det tog et par dage før jeg accepterede mit valg, og så kom udfordringerne også, og sagt rent ud, så er det det bedste valg jeg har truffet.

Igen har jeg haft et studie, hvor jeg har mødt mennesker jeg aldrig ville have været foruden at møde, og i modsætning til ingeniøruddannelsen, så kommer man på pædagoguddannelsen til at møde enormt mange nye venner, og vi har haft et kanont sammenhold på årgangen. Vi har diskuteret, spist sammen, sunget, danset, lavet drama, bygget mærkelige ting, og holdt nogle af de bedste fester jeg har været med til.

I min første praktik i en børnehaveklasse mødte jeg læreren Lisa, som med et fantastisk overblik, og utrolige menneskelige egenskaber, fik forsikret mig om at jeg sagtens kunne blive pædagog, og hun gav mig rig lejlighed til at prøve en masse ting af.

I min anden praktik kom jeg i SFO for adfærdsvanskelige, som havde specialundervisning. Interessant, men i modsætning til hvad jeg havde troet jeg ville synes var spændende, fandt jeg det arbejde en smule anstrengende, og ikke videre udfordrende, på den måde jeg havde lyst til.

I min sidste praktik kom jeg i klub, og det har været det bedste der er sket for mig. En helt igennem dejlig personalegruppe, mulighed for at lave næsten ALT, gode arbejdstider, og dejlige unger. Sådan et sted vil jeg arbejde.

Det var været 3½ fantastiske år på seminariet, og jeg ville ønske jeg kunne starte der igen, og møde dem alle påny, men nu er et nyt kapitel begyndt - arbejdslivet som udlært, og nu skal jeg møde nye kollegaer og børn.

Arbejdet har jeg fået - netop i en klub, og jeg er glad for det, jeg har masser af ting der skal prøves og udforskes, men studielivet er noget helt særligt, hvor man har en enorm mænge frihed man selv skal administrere, og frem for alt møder man bare så mange nye herlige mennesker.

Min uddannelsesrejse har gjort mig 6½ år ældre udenpå, men yngre inden i, end da jeg startede rejsen. Jeg er både blevet gift, er fyldt 30, og har fået barn mens rejsen har været igang, og det er de bedste 6½ i mit "unge-voksne" liv, med alle dens op og nedture, så har det i sandhed været det hele værd, og det er helt sørgmodigt at se tilbage på, men hvor har det bare været fedt.

  • Comments(3)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Jokih Wednesday, February 04 2009 12:03:40

Du har ret Julie, Lego mangler, men indlægget er jo sådanset langt nok i forvejen, og jeg synes selv jeg har skrevet om LEGO tidligere.

Og hvilken fantastisk tid det var, da vi bagte "fedt- og sukkerfri" chokoladekage med ekstra guldbarer, daim og smarties til de unge damer i Direct, så vi skulle komme igen dagen efter :D

Posted by Julie Tuesday, February 03 2009 19:27:29

Synes altså du mangler de vigtige måneder på Lego!! Der fandt man i det mindste ud af, at man ikke ville ende som fabriksarbejder, men fik samtidig stor respekt for dem der arbejdede der hver dag :-)

Posted by Marianne Tuesday, February 03 2009 15:42:43

Smuk fortalt, Jakob!